Beskeden tikker ind tirsdag morgen. Med udsigten ud over Rom, kan jeg heldigvis se mig fri for endnu en omgang med kræft. Jeg er lettet, glad og forsøger i tankernes virvar, at lukke alt det gode ind igen. Jeg bliver 29 år om en uge..

Efter knap et år med behandling af kræften og et efterfølgende år med behandling af psyken, fandt jeg det grønne græs på den anden side. Året er 2016. Ved siden af alt det forsøgte jeg at få livet til at fungere så normalt, som muligt. Som mor til en dejlig dreng, på dengang 7 år, er det ikke nemt. Skal han inddrages, eller skal jeg spare ham for de bekymringer? Året op til behandlingen, valgte jeg ikke at fortælle ham, hvad jeg skulle igennem, men da behandlingen startede, så jeg ingen anden mulighed end at inddrage ham. Jeg var syg, både fysisk og psykisk. Han skulle pludselig tilbringe rigtig meget tid hos sin far, som forresten var fantastisk. Jeg blev sygemeldt fra jobbet og endte med
en fyring. Egentlig passede det mig rigtig fint, da jeg slap for den dårlige samvittighed jeg fik, ved ikke at være der.
Det var to lange år, men i december 2015, fik jeg endelig den gode nyhed – du er rask Pernille. Jeg forlod Rigshospitalet, som verdens lykkeligste kvinde. Men efter få dage derhjemme, fandt jeg mig selv liggende i et mørkt rum, 20 timer i døgnet. Jeg havde ikke lyst til at stå op, jeg havde ikke lyst til at spise, men værst af alt havde jeg ikke lyst til at være mor. Alle de gode tanker om det raske, sunde liv,
blev overskygget af en masse negativitet. Det var jeg slet ikke forberedt på. Efter to uger lukket inde på mit værelse, med nedrullede gardiner, kom min kammerarts mor ind til mig. Dybt bekymret sendte hun mig til lægen og bad mig tage kontakt til kommunen. Jeg var jo ikke syg
mere, og derfor havde de også stoppet udbetalingen af sygedagpenge. Jeg havde kun set min søn ganske få gange på de uger, det gjorde ondt, men jeg trøstede mig selv med at det var det bedste for ham.

Jeg kom op til lægen, fik en god snak, og gik derfra med piller og en henvisning til psykiatrisk center i Brøndby. Jeg kan huske at jeg følte det var utrolig uretfærdigt. Jeg havde været syg, var blevet rask, og nu var jeg pludselig syg igen. Jeg mødte op på psykiatrisk center og havde det med det samme, som om at en hætte blev trukket ned over hovedet på mig. Der var mange typer af mennesker der, mange som man
tydeligt kunne se på var syge. Sådan et syn havde jeg slet ikke på mig selv… Efter to timers samtale med psykiateren blev jeg enig med hende om at en terapigruppe var lige mig. Jeg mødte op dagen efter, skeptisk bevares, men klar på at blive rask. 15 uger efter var forløbet slut, og jeg gik derfra rask, glad og lykkelig.

Da jeg for to uger siden, blev ringet op af lægen efter et rutinetjek med beskeden om at jeg skulle til yderligere undersøgelser, stoppede min verden et par sekunder. Men jeg var ikke bange, jeg var faktisk bare rigtig rigtig gal. Gal over at jeg måske igen skulle igennem det jeg allerede havde prøvet. Gal over at min søn igen skulle se sin mor syg. Gal over at min kæreste skulle igennem det hele med mig igen. Bare pisse gal. Men samtidig forberedt. Det lød underligt i manges øre, men “heldigvis” havde jeg været igennem det før, og
derfor kunne jeg håndtere det hele meget bedre. Den rationelle tankegang, i stedet for den følelses præget.

I dag sidder jeg på toppen af Rom, med en koldt øl i hånden, og føler mig lykkelig. Priser mig lykkelig
for de mennesker jeg er omringet af, de ting jeg har i mit liv og det liv jeg har.

Vive la vie – Pernille Vive